Næstved kommune blev pr. 01.01.07 dannet af 5 tidligere kommuner af meget forskellig størrelse: Fladså kommune, Fuglebjerg kommune, Holmegaard kommune, Næstved kommune og Suså kommune. Også ressourcetildelingerne til skolerne var forskellige, så pr. 01.08.07 blev der gennemført en harmonisering af serviceniveauet i den nye kommune. Det medførte, at niveauet på nogle skoler blev hævet - på andre sænket. Samlet set kan man sige, at ressourcetildelingen til det samlede skolevæsen ligger under landsgennemsnittet.
Skolerne er meget forskellige i størrelse - fra den mindste landskole med ca. 97 elever til den største byskole med over 900 elever. Desuden er der specialskole, flere specialklasserækker og en heldagsskole. Skolerne er opdelt i 4 geografiske distrikter.
I øjeblikket pågår der et stort arbejde med at få en organisatorisk struktur i det nye skolevæsen.
Målet er at skabe en kommune og et skolevæsen, der lever op til nutidens og fremtidens krav til en god børnekommune.
Visionen er: " Næstved vil være Region Sjællands ledende kommune. - I Næstved Kommune skal børn og unge have en god grunduddannelse med de rette kompetencer, der klæder dem på til fremtidens udfordringer. Vi vil arbejde for, at vores folkeskole er rummelig både for de udsatte og fagligt svage børn såvel som for de børn, der har særligt gode forudsætninger.”



